Vi brygger på et ganske magisk juleeventyr. Kontra’s Adventskalender er en fortælling, der vil tage dig med ind i kaffens univers, og fortælle dig historier fra ækvatorbæltet som du aldrig har hørt dem før. Igennem december skal du kigge på, dufte til og selvfølgelig smage på kaffebønner af topkvalitet.

Kaffe Adventskalender 2017 fra Kontra Coffee
 

Ristede kaffebønner

I år kigger på vi selve kaffebønnen og dens fysiske udformning. Det er nemlig sådan, at ligesom med de fleste andre landbrugsprodukter, er også kaffebønner forskellige afhængig af f.eks. art, jordbundsforhold osv. Vi har indkøbt 4 forskelligt udseende bønner, der rangerer fra de mindste bønner kaldet Peaberry til de største kaldet Pacamara. Vi skal også omkring den eksklusive Geisha-kaffe, der ofte antager en aflang form. For at sætte det hele i perspektiv kigger vi også på den helt almindeligt udseende kaffebønne. Alle kafferne er ledsaget af grundige, uddybende forklaringer og smagsbeskrivelser.


De 4 udvalgte kaffer er alle blandt de bedste kvaliteter på verdensmarkedet. Her kan du se deres cuppingscores:

1: Pacamara, El Salvador - Cuppingscore 89

2: Geisha, Colombia - Cuppingscore 89,50

3: Peaberry, Rwanda - Cuppingscore 85,75

4: Julekaffe, Costa Rica - Cuppingscore 89


Cuppingscore er et udtryk for de point kaffen har opnået i en professionel smagstest. Her vurderes de bl.a. på aroma, smag, eftersmag, syrlighed, krop, balance, sødme, renhed og ensartethed. Får kaffen 85-89,99 point betegnes den som fremragende (excllent), mens den mellem 90 og 100 point betegnes som enestående (outstanding). Der gives sjældent over 95 point.

Grønne kaffebønner fra Adventskalender 2017

 

Du får grønne kaffebønner med

For at du bedre kan fornemme kaffen som landbrugsprodukt, har vi bag hver låge i kalenderen lagt en lille pose med grønne bønner. For mange er det helt ny information, at kaffebønner er grønne inden de ristes, derfor er det en sjov detalje at få indblik i. Så kan du også se, hvor lille og bastant bønnen faktisk er, inden den ristes - volumen øges med 40% under ristning mens vægten svinder 20%.

Fire låger med kaffeoverraskelser i Kontras Adventkalender

 

Sensoriske duftprøver

Måske undrer det dig nogle gange, hvordan vi kan smage f.eks. solbær eller hasselnød i kaffen. Når vi udvælger råkaffer til indkøb, bruger vi rigtig meget krudt på at dufte og smage os frem. I den forbindelse øver vi os hele tiden på, at blive bedre til at genkende noter og aromaer.  Til det bruger vi bl.a. sensoriske duftprøver. Når en duft er frisk i hukommelsen, er du bedre til at genkende den i f.eks. fødevarer. Formålet med at bringe sensoriske duftprøver i spil i adventskalenderen er derfor, at hjælpe dig med at finde de noter i kaffen, som du kan læse om i kaffebeskrivelsen. Vi håber, at dette kan være med til at give dig ekstraordinære smagsoplevelser.

 

Smagsbarometer

Første søndag i advent udstyres du med en lille pensel, der gør dig i stand til at male med kaffen! Når du har brygget din kaffe, og sidder og nyder den, er det tanken at du kan vurdere den på en række forskellige barometre som f.eks. syrlighed og sødme. Dyp penslen i din kaffe og udfyld på barometeret, hvad du synes om kaffen. Formålet med denne lille øvelse er at få dig til at reflektere over kaffens karakteristika.

Smagsbarometer i Adventkalenderen 2017 fra Kontra Coffee

 

Kravlenisser

Sammen med hver kaffepose får du også en fin kravlenisse, som du (eller små julekreative fingre) kan klippe ud og pynte med i dit kaffekøkken. Kravlenisserne er tegnet af Enstregiluften, hvis fine tegninger du også kan finde udenpå adventskalenderen. Måske kan du genkende en nisse eller to? Ellers kan du kigge om du kan finde fællestræk med nogle af dem her: https://www.kontracoffee.com/om-kontra - kig under ’Folkene bag’.


Kan også bruges som gaveæske

Vi kan også levere din Adventskalender som en gaveæske, hvis du ønsker det. Æskens låger er nummererede, og selvfølgelig er der en masse jule-doodles på forsiden, men hvis du tænker, at det vil være den perfekte december-gave, som ikke lige passer ind i konceptet ’Adventskalender’ så giv os en prej, så leverer vi den i gaveæske-forklædning i stedet.

Forudbestil her

Ristemester: Ida viser Adventkalenderen 2017 frem