”Mmm, en god kop kaffe…”

Kender du det, når en særlig kop kaffe bare smager bedre end en anden? Måske er det den samme slags kaffe, som du plejer at købe, men en ny måde at brygge den på, måske er det kaffen fra en specifik farm eller noget helt tredje. Der er i hvert fald noget om snakken, og det giver rigtig god mening at snakke om kaffe og kaffesmag - men hvordan? At definere den gode smag samt at finde frem til det, man godt kan lide i kaffen, er ikke altid nemt. Heldigvis findes der værktøjer til at træne og definere, hvad det er, du smager.


 

SCAA kaffe-smagshjul

I 1995 udgav SCAA (Speciality Coffee Association of America) ’Coffee Tasters Flavor Wheel’ som i dag hænger i hundrede, ja tusinder, af risterier, kaffelaboratorier, kaffefarme og lignende verden over. 

SCAA Poster Coffee Tasters Flavor Wheel

Hjulet skal bruges som et smagskompas, der kan lede dine tanker og dine sanser i samme retning. På internationalt plan er hjulet også blevet skabt for at danne et universelt sprog om kaffesmag, så vi alle har et fælles udgangspunkt og en fælles referenceramme. For nylig (januar 2016) er hjulet blevet revideret og redesignet, så det i dag, rent visuelt, forekommer mere intuitivt og vejledende. Princippet er det samme: En guideline til at hjælpe dig med at italesætte, hvad du smager.

SCAA - New Coffee Tasters Flavor Wheel

Når vi hos Kontra får nye kaffer hjem, og vi skal finde den rigtige smagsprofil til kaffen, bruger vi smagshjulet, da det er en god hjælp til at sætte ord på kaffens mange forskellige smagsnuancer. Vi bruger både SCAA’s hjul, men også Counter Culture Coffee’s smagshjul, når vi skal karakterisere kaffesmagen. 

Counter Culture Coffee Tasters Flavor Wheel

Prøv selv at smage på kaffen

Du skal næsten prøve at gøre det derhjemme, da det hjælper med at sætte ord på smage, og måske bliver du bedre til at finde ud af lige præcis, hvad det er du foretrækker i din kaffekop.

Prøv at smag på en kop kaffe, og kig på hjulets inderste felter. Er kaffen frugtig, sød, krydret, nøddeagtig eller noget andet? Lad os antage, at du oplever kaffen som frugtig. Efter denne erkendelse kan vi bevæge og et skridt længere ud på hjulet. Nu skal du smage igen og vurdere, hvilken frugtighed du smager i kaffen. Er det citrus, tropisk frugt, stenfrugt, bær, tørret frugt eller en af de andre nuancer? Herfra kan det godt være svært, men prøv at lukke øjnene og tænk så på de frugter, der er i de forskellige underkategorier. Prøv eventuelt også at kigge et skridt længere ud på hjulet, for at få forståelse for hvilke frugter du måske kan smage. Måske smager du citrus, men om det er en bitter- eller en frisk citrussmag, vil være afgørende for, hvor du lander. Her kan det være en hjælp at kigge i køleskabet eller i frugtskålen, og simpelthen dufte til en citron for derefter at dufte og smage på citronsaften. Så kan du nemmere be- eller afkræfte, om det er netop det, du smager i kaffen. Når du er nået til enighed med dig selv om hvilken citrusfrugt, du mener karakteriserer den frugtsyre, du smager i kaffen, kan du begynde at smage igen. Start på ny fra midten og bevæg dig langsomt ud. Hvorvidt du smager rigtigt eller forkert er svært at vurdere, men tricket med at finde en ”rigtig” reference er ikke så tosset, og det er også en god måde at træne sig selv på.

Prøv at samle en masse forskellige nødder: Hasselnød, mandel, paranød, valnød og pekannød og smag på dem hver for sig (rens eventuelt munden med vand eller mælk mellem hver smagning). Når du synes, at du har styr på nøddernes nuancer, så prøv at brygge en Brasiliansk kaffe, og smag efter hvilken nød du synes, kommer frem i kaffen. Det er sjovt, det er lærerigt, og det er en måde, du kan udvide dit eget smagskompas på.

Download dit eget smagshjul lige her.