Bryggeopskrifter - 3. søndag i advent

Bryggeopskrifter - 3. søndag i advent

19. december 2018
Tag med til Colombia, når Kurt rejser rundt i landets smukke kafferegion og besøger kaffefarme, risterier og de mennesker, som dyrker og forarbejder verdens bedste kaffe. Du vil opleve de første skridt på kaffens rejse, som begynder her og slutter, når kaffen lander i din kop hjemme i Danmark.
Bryggeopskrifter - 3. søndag i advent
Posted in: Opskrifter

Her kan du finde en masse inspiration til, hvordan du kan brygge din adventskaffe. Hver søndag vil vi bringe en ny stribe opskrifter, og du kan finde inspiration til bryg på alt fra Chemex til kaffemaskine. Udover selve opskriften på ugens adventskalenderkaffe kan du finde gode tips og tricks til et bedre bryg.

CHEMEX
Denne opskrift er udviklet af Kursus- og butiksansvarlig Sarah Hahne Stockholm Bundgaard

I denne omgang gentager vi faktisk bryggemetoden fra den første søndag i advent. Dog er det vigtigt at notere den ændrede formalingsgrad – denne kaffe er exceptionelt lækker på en anelse grovere formaling.

Gode forudsætninger, men ikke et krav:

Adventskaffe fra Kontra Coffee Kværn (Vi har benyttet Wilfa-kværnen i denne test)
Filtreret vand, ca. 92-95grader (Kog vandet i din elkedel og lad låget stå åbent i to minutter efterfølgende. Bryg herefter med vandet)
Hældekedel (Vi har benyttet den fra Hario)
Chemex kande og filtre, 6 el. 8 kops
Vægt
Kaffe: 60g, formalet på Wilfa: 2 hak under ’filter’-indstillingen. Altså 2 hak grovere end ’filter’-indstillingen. Vand: 1000g/1L, opvarmet til max. 95grader.

Total bryggetid: ca. 6 min.

1) Sørg for at gennemvæde filteret før brug og hæld restvand ud af kanden
2) Kom de 60g kaffe i filteret og væd kaffen med 60-70g vand og lad stå i 30sek.
3) Fyld efter 30 sekunder langsomt vand op i din Chemex. Hæld i cirkler indtil vandet når kandens kant – du skulle nu gerne have påfyldt ca. 500g/0,5L vand.
4) Herefter sørger du for at påfylde vand løbende, så der hele tiden er den samme mængde vand i filteret – op til chemexkandens kant.
5) Efter ca. 4,5min skulle du gerne have hældt dine 1000g/1L vand over kaffen, og nu er det blot at lade resten af vandet trænge igennem kaffen.
6) Efter ca. 6 minutter skulle vandet gerne nærme sig kaffens overflade, og her tages filteret altså ud af bryggeren – så det sidste vand ikke trænger igennem kaffen.
7) Nyd kaffen!

 

AEROPRESS
Denne opskrift er udviklet af Kafferister Loui Baeré

Udstyr:
Vægt, vand fra hanen, kaffe, kaffekværn Wilfa Svart, Aeropress + papirfilter, rørpind og en timer. 


1. Start med at samle Aeropressen og stil den i den normale position, med filterholder og 1 filtrt, oven på en kande, den cylinder der bruges til at presse kaffe ud skal ikke sættes i endnu.
2. Sæt vand over, hvis muligt til 94 grader. Alternativt kan man lade vandet stå et par minutter efter det har været oppe at koge.
3. Afvej 15 gram kaffe og kværn det på den prik der er under A’et i Aeropress.
4. Når vandet har den rigtige temperatur hældes der en lille smule ned i Aeropressen (for lige at varme den op og rense filterne).
5. Hæld nu vandet ud af din kande og put de 15 gram kværnede kaffe i Aeropressen.
6. Placer Aeropressen på en vægt, start timeren og hæld 60 gram vand over kaffen og lad den bloome i 30 sekunder.
7. Efter 30 sekunder hælder du de resterende 190 gram vand over kaffen.
8. Placer nu cylinderen og dan et lille vaccum i Aeropressen uden at presse kaffen ud
9. Når timeren når 1:45 presses kaffen ud stille og roligt over 30 sekunder.

 

KAFFEMASKINE
Denne opskrift er udviklet af Brandmanager Kristine Grønborg Zachariassen

I denne uge har jeg arbejdet lidt med vandet i min kaffebrygning. Det er nemlig sådan, at når du filtrerer dit vand, inden du bruger det til at brygge på, får du i mange tilfælde en renere smag. Det vigtige i denne opskrift er egentlig bare, at du gør som du plejer, og oplever forskellen på filtreret vand og dit normale postevand.

Jeg har brygget min kaffe i denne uge på en konventionel kaffemaskine, og formalet bønnerne på en Wilfa-kværn. Vandet har jeg filtreret på en BWT filterkande. Kanden fjerner kalk, bly, klor og kobber fra mit postevand, men tilsætter også en smule magnesium, der fremmer ekstraktionen af smagsstoffer.

Derudover har jeg brugt:
25 gram kaffe
500 gram filtreret postevand (du kan også bruge flaskevand. Husk at sikre dig at kalken er fjernet)

Start med at formale kaffebønnerne. Jeg har brugt en Wilfa-kværn, og formalet på den indstilling der er 2 hakker fra ’filter’ mod ’aeropress’. Sæt filter i maskinen og hæld kaffebønner i. Hæld filtreret vand i vandbeholderen og bryg.

Se nu om du kan smage forskel – Er smagen mere ren? Kan du finde noterne af blåbær og mælkechokolade? Bryg evt. et batch på almindligt postevand umiddelbart efter, så kan du endnu bedre sammenligne.

TIP rengør evt. dit udstyr inden du går i gang med denne lille test. Det giver dig et bedre udgangspunkt for at smage forskel. Du kan læse meget mere vand-nørderi her.

 

HARIO V60
Denne opskrift er udviklet af Kafferister Reza Faraz Anissi

Bypass bryg:
20g kaffe
300 ml vand

Bryggetid 2:15min

1. Vej 20g kaffe af.
2. Kværn dine kaffebønner 2. hak til højre fra aeropress indstillingen på din Wilfa kværn.
3. Kog dit vand op. (brug helst kildevand i en rengjort elkedel). Lad det stå i 2 minutter så du får en optimal bryggetemperatur på mellem 92-96 grader. Jeg anbefaler 93 grader.
4. Sæt dit filter i V60 tragten og skyl dit filter med det vand du lige har kogt. På den måde fjerner du den dårlige smag af papir som dit filter kan afgive.
5. Hæld de 20g formalet kaffe i tragten og du er nu klar til at brygge.
6. Start med at hælde 60 ml. vand. Sørg for at væde alle kaffepartiklerne. Brug herefter en teske og rør lidt rundt.
7. Lad kaffen hvile “Bloome” i 30 sek.
8. Hæld 140 ml. vand i cirkulerende bevægelser fra midten og ud i et roligt tempo. Sørg for at vandet lige dækker kaffens overflade og helst med 1 cm konstant indtil du når 200 ml. i alt.
9. Nu skal du lave et bypass med 100 ml. dvs at du hælder vandet direkte ned i kanden, altså udenom om det kaffe du har i din tragt.
10. Du er nu færdig med at brygge din kaffe. Rør godt rundt i kanden en sidste gang før du hælder op i din kop.

Rigtig god fornøjelse.

KALITA
Denne opskrift er udviklet af Ristemester Ida Kofod

Jeg havde en klar forventning om, hvordan jeg ville brygge denne kaffe, men endte ud med det stik modsatte af min oprindelige plan. Jeg malede kaffen groft og bryggede ved lav temperatur, men det resulterede bare i, at kaffen blev bitter og tynd på samme tid, øv. Efter en masse leg, har jeg fundet frem til, en væsentlig finere formaling for at fremhæve syren i kaffen, og en højere bryggetemperatur, hvilket tog lidt af bryggetiden. Jeg endte op med en dejlig kaffe med masser af sødme, fedme og en let syre.

Kalita til 2 små kopper

Udstyr: Vægt, timer, Kalita 185, Kalita 185 filter, Kalita Server og Wilfa-kværn
Du skal bruge: 20 gram friskmalet Red Honey Costa Ricakaffe malet 1 hak til venstre for ”Aeropress”, på din Wilfakværn
290 gram postevand på 97 grader

Bryggetid: 2 minutter og 55 sekunder.

Start med at varme vandet. Bryggetemperaturen er en grad højere end i sidste uge, da det klædte kaffen bedst.

Mens vandet varmer op, kværner du kaffen på din Wilfakaffekværn.

Når du har din ønskede vandtemperatur, skyld da filteret i tragten, så både tragt og serverkande opvarmes. Husk altid at hælde den lille sjat ud, som gemmer sig oppe i tragten samt vandet i kanden.

Afvej 20 gram i tragten, og ryst lige tragten, så kaffen ligger jævnt, og ikke som en top. Stil dit kaffegear på vægten, så du kan holde øje med dine vandmængder, mens du brygger.

1. hæld: Hæld 35 gram vand på kaffen, så den kan stå og bloome i 30 sekunder.

2. hæld: Hæld i stille og rolige cirkulære bevægelser vand op til 120 gram. Når vandet er løbet nogenlunde igennem, skal du i gang med dit 2. hæld hæld. Når jeg hælder vand på, kan jeg godt lide at starte udefra, og slutte med at hælde inde i midten. Hvis der sidder kaffegrums på siden af filteret, så kør forsigtigt over det med vandet, så du får det ned i dit bryg igen.

3. hæld: Hæld igen stille og roligt vand på, stadig i cirkulære bevægelser til du når en vægt på 210 gram.

4. hæld: Sidste hæld skal foregå som de forrige. Når du lander på 290 gram, er du færdig med dit bryg, og du kan glæde dig til at smage på kaffen.

Hvis du vil lege yderligere med opskriften, så prøv at tag ned i dit lokale supermarked og køb et par forskellige flasker vand. Så kan du eksperimentere med at brygge kaffen med forskelligt vand, hvilket ændrer smagsoplevelsen markant. Med nogle mærker (alt efter sammensætning af mineraler og salte i vandet) vil du opleve, at kaffen bliver markant mere syrlig, hvorimod du med andre kan opleve en mere sød og kompleks kaffe. Det er virkelig sjovt at eksperimentere med, hvor stor en forskel vandet har på kaffesmagen, så gør dig den tjeneste at leg lidt her i juletiden. Du må meget gerne dele dine erfaringer med os - god fornøjelse!

STEMPELKANDE
Denne opskrift er også udviklet af Ristemester Ida Kofod

Udstyr: 55 gram friskmalet Costa Rica Red Honey kaffe 950 gram friskt postevand
Vægt
Timer
Espro stempelkande 950 ml.

Sådan brygger du:

Sørg først og fremmest for, at din stempelkande er godt rengjort, så der ikke sidder gammelt grums tilbage fra sidste bryg.

Sæt en liter postevand vand over.

Tag stemplet op, og lad det ligger indtil allersidst. Hæld varmt vand i stempelkanden, så du lige varmer kanden lidt op inden du påbegynder dit bryg.

Mens du venter på, at vandet koger, skal du formale 55 gram dejlig kaffe på din Wilfakværn. Kværnen skal stå på 2 hakker til venstre for ”Filter” indstillingen.

Hæld det varme vand ud – eller over i din vandkande, så du kan vande dit juletræ, når vandet er koldt igen, og hæld den friskmalede kaffe ned i stempelkanden. Stil din stempelkande på din vægt og nulstil den.

Når vandet har kogt, og efter lidt tid er nået ned på 95 grader, skal du hælde den over kaffen. I samme sekund, vand og kaffe mødes, skal du tænde din timer, så du har styr på, hvor lang tid, dit bryg har varet. Sørg for at al kaffe bliver vådt, når du hælder, så der ikke ligger en lille tør kaffe-ø i toppen. Stop med at hælde, når du rammer 950 gram, og lad kanden stå uberørt, til kaffen har trukket i 4 minutter.

Gem resten af det varme vand til senere. Kaffen danner en overflade, et slags låg, som skal brydes, når du når 4 minutter. Så tag 2 spiseskeer, og dyp dem i den sidste sjat varme vand, så de lige skylles. Bryd overfladen med den ene ske, og gør dig den tjeneste lige at dufte mens du ”breaker” (det kalder man det, når man bryder overfladen på kaffen). Fjern det øverste lag skum, efter du har brudt overfladen, da der sidder en masse bitterstoffer heri, som ikke er sjove at sidde og drikke.

Når du har fjernet al skum, kan du trykke dit stempel i lige så let, og kaffen er klar til servering.

Did you like this post?
0
0

Butik


Dag Hammarskjölds Allé 36
2100 København Ø
Danmark
+45 35255920

Find os på Google Maps



NYT KAFFEHUS
Vores nye kaffehus & butik har åbent

Mandag-Fredag 10-18

Lørdag 10-16

KONTRA Coffee butik på Østerbro

Rådgivning

Hvis du ønsker vejledning i udstyr eller vores kaffer er du altid velkommen til at kontakte vores butik. Er du interesseret i en specifik maskine, kan vi sørge for at maskinen er varm og klar til demonstration efter aftale.

22 49 04 00

Registrering og reparation af privat maskiner

Registrer du købet af din maskine, så der er styr på reklamationsret og evt. fremtidig service.
Udfyld serviceformular forud for indlevering til service eller reklamationssag.