Hvad er Geisha, og hvad gør netop denne kaffe særlig speciel? Geisha er en eksklusiv og sjælden kaffesort, der rent smagsmæssigt skiller sig ud med sine velafbalancerede og florale jasmin- og bergamotaromaer. Kaffesorten bliver som oftest associeret med Panama, da det var her kaffesorten første gang fik sit eksklusive ry, men faktisk har man kun dyrket kaffesorten i Panama siden 1960’erne.


 

Geisha kaffe i blomst

Geisha kaffesorten kommer fra Etiopien

 Egentlig stammer sorten fra Etiopien, hvor man kendte til dens eksistens flere årtier før den blev udbredt i Panama. I Etiopien opdagede man sorten i området omkring byen Geisha, som ligger i det det sydvestlige Etiopien. Efter man havde opdaget sortens fantastiske smagspotentiale, begyndte man at eksperimentere med at dyrke sorten i andre lande, herunder Kenya, Uganda og Tanzania. Fra Tanzania kom kaffesorten på en lang rejse over Atlanterhavet, hvor de små træer senere blev fundet i Panama. Der gik et par år, før man formåede at dyrke planten, så dens potentiale kom til sin ret, og først i 2004 fik geishakaffen sin ”renæssance”. En kaffefarm i Panama isolerede produktionen af geishasorten, og arbejdede med dyrkningen af den i relativt høje højder, og efter at have nået et resultat man mente var fornuftigt, tilmeldte man kaffen til kaffekonkurrencen ”Taste of Panama” – kaffen blev selvfølgelig et hit!

Geisha kaffesorten

På mange måder kan man kalde dette for en skelsættende begivenhed i forhold til geishakaffens popularitet i specialitetskaffeverdenen, hvor dens komplekse og unikke smagsprofil gør kaffen særlig attraktiv. Den gode smag relateres naturligvis til kaffesortens muligheder, men derudover foretages selve dyrkningen og forarbejdningen af kaffen med ekstraordinær omhug og respekt for den sjældne kaffesort.

 

La Esperanza - Cerro Azul

Hos Kontra har vi igen købt geisha kaffe hjem fra vores venner på farmen La Esperanza i Colombia. Vores erfaring med netop denne farm er, at deres store knowhow med kaffedyrkning kan smages i kaffen. Kaffenfarmen La Esperanza har eksisteret siden 1950, hvor den dengang hed Potosi. I dag er det en af forgangsfarmene i Colombia, som er kendt for at producere noget af det bedste kaffe i hele verden. Geishakaffen fra denne farm er hele tre gange blevet udnævnt som ”årets bedste kaffe” af SCAA (Specialty Coffee Association of America).

 Kaffefarmen ejes i dag af Rigoberto Herrera, der kontinuerligt arbejder med- og investerer i den nyeste teknologi i forhold til at dyrke kaffe med fokus på seks forskellige sorter: Geisha, Bourbon Amarillo, Bourbon Rojo, Pacamara, Laurina og Mokka. Alle disse forskellige sorter er produceret i 5 forskellige estates: Las Margaritas, Cerro Azul, Trujillo, Buenos Aires og Las Esperanza – i alt 42 hektarer.

La Esperanza - Cerro Azul

 

Geisha, Cerru Azul – Colombia

Land: Colombia
Producent: Granja La Esperanza
Område: Trujillo
Farm: Cerro Azul
Farmens størrelse: 15 hektar
Væksthøjde: 1650-2000 meter over havet
Type: Geisha
Årlig produktion: 3500 kg.
Forarbejdning: Vasket