Kaffetræ med kaffebær

Kaffen vokser på et træ eller måske nærmere en busk. Kaffebusken blomstrer med små hvide blomster, og efter afblomstring kommer der grønne kaffebær, der når de er modne, er på størrelse med kirsebær, og er røde eller gule. Hvert bær indeholder 2 kerner/kaffebønner, der ligger med de flade sider vendt mod hinanden. Under bærrets skal sidder frugtkødet, og rundt over hver kaffebønne sidder en række hinder. Bærrene er ligesom f.eks. jordbær ikke modne samtidig, og de håndplukkes derfor ofte. Håndplukningen muliggør en selektering, hvor kun de helt modne bær plukkes. Når denne metode anvendes er det nødvendigt at plukke 3-4 gange i løbet af en høstsæson. Når kun de røde bær havner i kaffeplukkerens kurv, får man til gengæld en langt bedre smag i kaffekoppen.

Kaffetræ i blomstring

Røde og grønne kaffebær på gren


 

Hvordan er et kaffebær bygget op?

Rundt om hver enkelt kaffebønne sidder en hinde, som vi kalder 'silverskin', og udenpå den en pergamenthinde. Bønnerne beskyttes af et lag frugtkød, og yderst på bærret sidder skindet.

Kaffebærrets Anatomi af Kontra Coffee


 

Arabica og Robusta kaffebønner

Der tales i dag primært om 2 arter inden for kaffebønner; Arabica, der stammer fra Etiopien og Canephora, som stammer fra Uganda. Egentlig findes der endnu en art, Liberica, men den udgør kun 1-2% procent af den samlede produktion, og forhandles, så vidt vi ved, ikke i Danmark.

Canephora kalder vi ofte for Robusta, da den som navnet antyder er meget modstandsdygtig overfor sygdomme, temperaturudsving og insektangreb. Smagsmæssigt er Robusta kaffebønner væsentligt mere bitter end Arabica.

Hos Kontra Coffee arbejder vi primært med Arabica-bønnen, der er kendt for at bære den fineste smag. Arabica udgør i omegnen af 75% af kaffeproduktionen på verdensplan. Der findes mange sorter af Arabica-bønnen, nogle af de mest kendte er bourbon, typica, mundo novo, catuai, caturra, pacamara og de Kenyansk udviklede sorter med de mindre klingende navne SL28 og SL32. Igennem de seneste år har også sorten Geisha fået meget opmærksomhed på grund af sine fine, florale smagsnoter.


 

Hvis du vil vide mere om kaffebønner, dyrkning og forarbejdning

Kan du med fordel kigge nærmere på vores kaffekursus: Kaffens Univers

Kaffens Univers

KAFFENS UNIVERS


 

Eller bogen: The World Atlas of Coffee, der virkelig grundigt gennemgår kaffens vej fra bønne til kop.

The World Atlas of Coffee

THE WORLD ATLAS OF COFFEE