Kurt Dalsgaard som Kravlenisse

Selvom vi allerede er hoppet ind i det nye år, skal du ikke snydes for sidste kapitel i vores lille hils-på-din-kravlenisse-føljeton. I julens kaffekalender, kunne vi bag den sidste låge - i form af en kravlenisse - præsentere Kurt Dalsgaard. Kurt har siden slutningen af 1990'erne bidraget aktivt til specialkaffens indtog i Danmark. Skal vi være lidt mere beskrivende, kan vi sige at Kurt var også med dengang kaffen var skoldhed, knibende bitter og mælkeskummet ulamindeligt boblende - jo højere, jo bedre. Han var medstifter af Amokka, der var Københavns første kaffehus, og var i samme ombæring med til at sætte 'latten' på Københavnernes menukort.

Amokka - Københavns første kaffehus bliver til

Vi skal helt tilbage til sommeren ’97, hvor jeg lige er kommet hjem fra et halvt års rejse til Sydamerika. Jeg havde besluttet sammen med Tina Scheftelowitz og Lasse Thielfoldt, som tidligere havde ejet Floras kaffebar, at vi ville lave byens nye kaffested – et kaffehus.

Det var med inspiration tilbage fra tidligere år, både fra det vi havde hørt om, at firmaer som Starbucks, der var begyndt at komme, men vi havde også selv været ude at se et kafferisteri, og vi havde en idé om, at vi gerne ville lave et sted hvor man kunne drikke kaffe, købe kaffe i pose og hvor man skulle kunne se hvordan kaffe blev ristet.

Så i sommeren ’97 gik vi i gang med at skrive en forretningsplan, og vi researchede meget til det her kaffeprojekt; Vi kiggede meget på, hvad der foregik i USA, og som før nævnt havde vi hørt om det her Starbucks, der var opstået, og det lidt særlige, som der skete på det tidspunkt var, at vi fik kontakt til et firma nede i Italien, der hed Arcaffé, og ejeren af Arcaffé, Enrico Meschini, gik ind i vores projekt, og blev medejer, af det som senere skulle komme til at hedde Amokka. Af ham lærte vi en masse ting, blandt andet hvordan de forskellige Italienske kaffedrikke skulle laves. Derfra udviklede vi et menukort og et koncept i løbet af efteråret ’97.

Vores koncept fik sin fysiske beliggenhed ude på Lille Triangel på Østerbro, faktisk lige ved siden af hvor Kontra har sin butik i dag. I dag ligger ’Café Dag H’ på adressen. I ’97 lå der en café der hed ’Plaza de la Reina’, og det sted, det købte vi, og i løbet af vinteren, byggede vi det sted om til vores eget nye store kaffehus, som kom til at hedde Amokka. Det åbnede d. 28. februar 1998. Og så vidt jeg er orienteret, og så vidt jeg husker, var det første gang, at ordet ’Caffe Latte’ optræder på et menukort i København. Der var en fyr ovre i Århus, Jason Leach, der brugte udtrykket før os, og der gik da heller ikke ret længe før ’Caffe Latte’ var blevet hvermandseje, og noget som alle drak i dobbelt- og singleversion, med skummetmælk, med sødmælk, med letmælk – sidenhen blev latten synonym med den nye kaffekultur.

En lille sjov historie om ordet Caffe Latte er, at det aldrig har haft noget med italiensk kaffekultur at gøre – det er opfundet af amerikanerne.

Kurt Dalsgaard til Creative Morning