Da du åbnede din Adventskalender forleden, bemærkede du sikkert, at der på forsiden af kaffeomslaget, gemte sig en rigtig fin lille kravlenisse. Nissen er tegnet af dygtige David – mest kendt som ’enstregiluften’. Nissen forestiller vores ristemester Ida.

Ristemester: Ida som kravlenisse

Ida har arbejdet hos os siden 2013, og i dag er hun ristemester – altså den der sikrer, at kvaliteten af dine kaffebønner altid er i top. Det er hende, der sørger for, at vi altid har spændende kaffer på lager, og at vi hele tiden er opdateret grønkaffefronten. I risteriet arbejder også de to dygtige kafferistere - Loui og Reza - der rister kaffen og smager den til sammen med Ida.

Med til jobbet som ristemester, hører en masse sjove kaffeoplevelser. Her er en af Idas mere særprægede af slagsen:

Jeg havde fået kaffer hjem fra nogle af vores leverandører, og de havde blandt andet sendt mig en Indisk kaffe. Jeg ristede den lyst, og smagte den, mens den var kun 2 dage gammel. Bønnerne var meget lyse, næsten så jeg tænkte, at der måtte være noget galt med dem, og så var de store, som Indiske kaffer nu engang er. Til min overraskelse var kaffen intens, tung og... SALT! Det var en Monsooned Malabar kaffe, som er en kaffe, der har været igennem en særlig proces. Kaffen er høstet i monsuntiden, og bragt til Malabarkysten i Indien. Her bliver kaffebønnerne udsat for de voldsomme vejrforhold, monsuntiden bringer med sig. Kaffebønnerne absorberer fugtigheden fra vind og vejr, hvilket skaber en helt særlig smag, der netop også kan være salt på grund af fugtigheden fra det fordampede indiske havvand. En helt vild kaffeoplevelse. Måske ikke en kaffe, der bliver en fast del af sortimentet, men jeg vil aldrig glemme den.

Vi håber, du vil klippe Ida ud, og hænge hende op så hun kan jule i dit kaffekøkken.

Ida Ristemester hos Kontra Coffee

Ristede kaffebønner i kafferister

Kafferisteriet - Kontra Coffee