Hvis du er den glade ejer af en Kontra Coffee Adventskalender, har du i denne uge åbnet for en pose frugtig og nærmest sitrende peaberry-kaffe fra Rwanda. Sammen med kaffen fik du også endnu en kaffekravlenisse til samlingen. Igen er den tegnet af’enstregiluften’, der med sin sikre hånd har karikeret en lille håndfuld Kontra-medarbejdere.

Tidligere World Barista Champion 2005 - Troels Pulsen som kravlenisse

I denne uge skal du hilse på Troels Overdal Poulsen, der i mange år har været fast inventar på den danske og internationale kaffescene. Til daglig kan du finde Troels i nærheden af vores kafferisteri på Jernholmen i Hvidovre, i vores kursus lokaler på Østerbro eller på gader og stræder i København, hvor han frekventerer nuværende og kommende kunder.

I 2005 blev Troels verdensmester i Barista, og det var en ganske særlig oplevelse.

Jeg synes, jeg har haft så mange fantastiske oplevelser med kaffe, og det er svært lige at vælge en enkelt ud, men når det nu skal være, så giver det for mig lidt historisk mening at fremhæve dén kaffe som jeg præsenterede som min signatur drik ved WBC way back when, i 2005 i Seattle.

Det specielle for mig ved fortællingen om netop denne kop kaffe, er den tilblivelsesproces som den repræsenterer, i og med at dét vindende konkurrenceprogram som den var en signifikant del af, havde været år undervejs, og hvis tilblivelse i stort omfang definerede min egen kurs ind i kaffebranchen.

Signaturdrikken er dén disciplin i baristakonkurrencer hvor baristaen rigtigt kan lege og være kreativ, selvom der naturligvis er en række kriterier der skal opfyldes.

Tanken bag drikken var, at prøve at lave en kaffe, som ville fungere på højt niveau i en top restaurant, en kaffe som tydeligt signalerede at her handler det ikke om pris, men om at denne oplevelse skal man bare have, og den giver mening som en del af en gastronomisk oplevelse. Drikken bestod af tre ingredienser: Peber, Lavendel og kaffe, som skulle indtages hver for sig, men naturligvis i sidste ende fungere som en smagsmæssig helhed.

Først en lun og lidt sød peber gele, der smeltedes ved en flamme og som skulle drikkes af en porcelæns suppeske. Peberen var ikke stærk, forbi vi havde fjernet kornene, og kun brugt selve frugtkødet. Gelen lavede vi med agar agar.

Dernæst en espresso i et klassisk taster-glas, som jo nærmest tvinger én til at dufte til indholdet. På dette tidspunkt ristede vi endnu ikke selv kaffe, og samarbejdede derfor med legendariske George Howells "Terroir Coffee" i Boston, så der blev sendt meget kaffe frem og tilbage over Atlanten i hele denne proces, og i selve konkurrencen brugte vi hans rene brasilianske Daterra, som på det tidspunkt var i gang med at etablere sig som en af de absolut førende brasilianske kaffefarme. Det er de stadigt i dag. Super lækre noter af marcipan og nød. Masser af krop og sødme og en lang eftersmag.

Sidste del af drikken var en lavendel sirup, som blev lavet undervejs i programmet på gasblus og sidenhen kølet ned. Den rundede drikken af på en frisk og meget aromatisk måde, og efterlod en behagelig og lang eftersmag. Den skulle også slubres af en suppeske ligesom peberen.

Det hele blev præsenteret på skiferplader på træmeder og på en dug af hessian, i en art Nordisk/Japansk mix.

World Barsita Championship 2005 in Seattle


Jeg kunne også have fortalt røverhistorier om dengang vi slæbte 20 liter kildevand med hjem fra Moskva for at teste smagen af vores kaffe hjemme, men på deres vand, eller dengang hvor 200 mennesker hver fik serveret 10 friskbryggede espressoer samtidigt til Nordic Barista Cup, eller hvor vi lavede cappuccinoer med mælk direkte fra koen, eller hvor La Marzocco´s Ron Cook faldt på knæ over en espresso, eller hvor vi dømte den Libanesiske baristakonkurrence i Beirut fra kl. 10 morgen til midnat. Men, sådan kan man jo blive ved, og det kræver mange lejrbål at nå hele vejen rundt.

Signatur kaffedrikken ved Barista verdensmesterskabet i 2005